Dansk øko-eksport sætter rekord for 10. gang

Eksporten af danske økologiske varer slår igen rekord. Øko-eksporten nåede i 2015 op på cirka to mia. kroner, hvilket svarer til en stigning på 15 procent i forhold til året før, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Danske øko-virksomheder har nu så godt hul igennem til eksportmarkederne, at Økologisk Landsforening opjusterer forventningerne til eksportudviklingen de kommende år til 3,5 mia. kroner i 2020.
Raw Snacks er en af de danske virksomheder, der mærker den stigende interesse for dansk økologi fra udlandet. Virksomheden forventer at syvdoble sin eksport næste år.

Dansk økologi bliver stadig mere eftertragtet i udlandet, viser netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik. Der blev i alt eksporteret danske øko-varer for 1.983 millioner kroner i 2015, hvilket er en stigning på 15 procent på et år. Dermed sætter den danske økologi-eksport rekord for tiende år i træk.

- Efterspørgslen på økologi stiger globalt. Det får flere og flere dagligvarekæder og grossister i udlandet til at vende blikket mod Danmark. Vi har mangeårige erfaringer med økologisk produktion, utroligt dygtige og innovative økologiske virksomheder og så er vi det land i verden, der har den højeste økologiandel i vores fødevaresalg. Derfor hitter dansk økologi på vores nære eksportmarkeder som Tyskland og Sverige, men også i eksempelvis Kina og Dubai er øko-varer fra Danmark populære, siger Helene Birk, markedschef for eksportfremme i Økologisk Landsforening.

Voksende øko-eksport skaber grøn vækst

Den store udenlandske efterspørgsel på dansk økologi bidrager positivt til at skabe vækst- og jobs i den grønne sektor herhjemme, påpeger Helene Birk.

- Hver gang en svensker, tysker eller kineser lægger dansk økologi i indkøbskurven, er det med til at skubbe den danske fødevarebranche og landbruget i en grønnere retning - til gavn for vores miljø, natur og grundvand, siger hun og glæder sig over, at udviklingen ser ud til at fortsætte.

- Øko-eksporten buldrer frem i et højere tempo, end vi regnede med for nogle år siden. Vi forventer nu, at den når op på 3,5 milliarder kroner i 2020. Det er en halv milliard mere end vores seneste estimat. Derfor er det skønt at kunne konstatere, at de danske landmænd læser markedet og i øjeblikket omlægger til økologi i rekordfart. Den stigende import af økologisk frugt og grønt afslører dog, at dansk landbrug fortsat er bagud med omlægningen på dette område, siger Helene Birk. 

 

UDVIKLINGEN I EKSPORT AF ØKOLOGI FRA DANMARK:

undefined

Øko-modermælkserstatning til Kina er højdespringer

Tyskland er fortsat det største eksportmarked for danske øko-virksomheder, mens eksporten til det andetstørste eksportland, Sverige, er vokset markant med 35 procent i 2015. Eksporten til Kina er samtidig tredoblet og er nu således det tredjestørste eksportland. 

Økologisk modermælkserstatning fra Arla til Kina bærer den største del af væksten i eksporten, mens økologisk frugt og grønt og kød også stiger mærkbart.

Ny virksomhed forventer syvdobling af eksporten

Den unge virksomhed, Raw Snacks, der laver økologiske snackbarer, er en af de innovative danske virksomheder, der mærker efterspørgslen fra udlandet.

- Vores eksport er steget markant i år, og alene i 2017 forventer vi yderligere en syvdobling af eksporten. Med støtte fra Økologisk Landforening er det bl.a. netop lykkedes os at lande en stor national aftale med en supermarkedskæde i Tyskland, hvilket har været vores ultimative mål fra begyndelsen. Det kommer til at løfte vores eksport markant, siger Ronni Hvid, eksportansvarlig hos Raw Snacks.

Den danske import af økologiske varer steg også i 2015 – med 24 procent.

Læs mere om de nye eksporttal på Danmarks Statistisk