237.000 danskere slap øko-køerne fri

Cirka 237.000 danskere var i går med til at slippe de økologiske køer ud på forårsgræs på i alt 80 gårde landet over til Økodag. Den officielle åbning fandt sted i Sønderjylland på gården Østerlykke.

237.000 danskere tog i går ud på landet for at se de økologiske køer danse. Klokken 12 åbnede stalddørene på 80 øko-gårde landet over, og køerne sprang ud på marken i det fri efter en lang vinter i stalden.

Den officielle åbning af Økodag fandt sted hos Laust og Stinne Stenger på gården Østerlykke ved Rødding i Sønderjylland, som er den landsdel, der har flest økologiske mælkeproducenter.

- Det er fantastisk at se så mange forventningsfulde børn og voksne samlet omkring en økologisk græsmark til Økodag. Det vidner om en stor opbakning til økologien, siger Per Kølster, som i går delte oplevelsen med cirka 2.600 gæster på Østerlykke.

- Køerne leverede et pragtfuldt show. Det er utroligt livsbekræftende at se deres glade forårsdans. For mig er det et tydeligt bevis på, at det mest naturlige for en ko er at være ude på marken. Netop derfor skal alle økologiske køer på græs i sommerhalvåret. Af samme årsag er det rigtigt positivt, at danskerne lægger stadig mere økologisk mælk i indkøbskurven. Det betyder nemlig, at flere og flere landmænd vælger at blive økologer – og at flere køer således får lov at tilbringe sommerhalvåret ude på græs under åben himmel, siger Per Kølster.

Det bedste og mest naturlige liv

En af de landmænd, der lige nu er ved at lægge om til økologi, er Søren Plougstrup Pedersen fra Ribe. Han var også med til den officielle åbning.

- Den her dag er ikke kun forbundet med forventningens glæde for køerne inde i stalden, men også for mig. For til næste år ved samme tid er min gård og mine køer fuldt omlagt til økologi, og så kan jeg også holde Økodag. En af hovedårsagerne til, at jeg har valgt at lægge om, er netop, at jeg under alle omstændigheder vil have min køer på græs. Som økologer er det jo det, vi pejler efter – at dyrene skal ha’ det bedste og mest naturlige liv, siger han.

14.000 gæster på den mest besøgte gård

- Det er overvældende, at danskerne år efter år møder så talstærkt op, når de økologiske landmænd inviterer på gårdbesøg – også på en blæsende og kold søndag. På den mest besøgte gård til årets Økodag, var der 14.000 gæster. Det er simpelthen imponerende. En stor tak til danskerne for deres opbakning og til de økologiske landmænd for at gøre sig så umage med at sikre, at Økodag er en festdag for både køerne og alle os andre, siger Birgitte Nygaard, projektleder i Økologisk Landsforening.

Den mest besøgte gård var Søbysøgaard på Fyn.

Økodagen gennemføres af Økologisk Landsforening i samarbejde med de økologiske mejerier Arla, Naturmælk, Thise Mejeri, Them, Øllingegaard, Hansens Mejeri, Løgismose og Gläserne Molkerei/Vest Mælk